Nikolaus Wehding (1932):
“Liggende figur”, 1965. Lertøj.

Nikolaus Wehdings menneskeskulpturer forestiller almindelige hverdagssituationer. Men gennem et forenklet og stramt udtryk undgår han det sentimentalt fortællende. Skulpturerne er kendetegnet ved harmoni og indre ro. I overfladen er der tydelige spor og mærker efter fingre og forskellige redskaber, der har bearbejdet materialet. Den liggende kvindefigur ligger udstrakt med ansigtet vendt mod lyset, og kroppen er spændt i en næsten sanselig hengivelse. Den erotiske udstråling er et naturligt fremkommende element i den kunstneriske fremstilling af den nøgne krop. I denne skulptur får Nikolaus Wehding denne udstråling frem på trods af kvindens forenklede former.

Print opgave (pdf)

© Nikolaus Wehding